Monstre - Tegning Kenan Brysch

Foredrag og Film -

" MINE DRØMMES HUS "

Oversigt: 

Kort om handlingen
Filmen som inspiration til pædagogisk arbejde
Pjece til filmen om drømme

______________________________________________________________

Kort om handlingen

Tre børn fortæller om deres liv.
En isbjørn og en ildebrand bliver f.eks. levende i nattens drømme.
Efterhånden som børnene funderer over de ting, der optager demi deres hverdag, træder drømmenes betydning langsomt frem for dem selv. Måske har man en bjørn i sig ? eller forvandlinger, der brænder gamle forestillinger op, venter måske forude ?

Vist i TV2, festivaler. Brugt som inspiration for pæd. arbejde( se længere nede)

Kan lånes på biblioteker.

Film og foredrag kan henvende sig til børn - eller til unge og voksne.

Temaer: Hører drømme  til "virkeligheden"? Drømmenes sprog.

______________________________________________________________

"Mine drømmes hus" som inspiration til pædagogisk arbejde. 

I fritidshjemmet Ørnevangen i Allerød - en institution med integrerende pædagogik - blev filmen vist for børnene. Efter visningen opstod flere ideer til at gå videre med projekter. Dette resulterede i  en workshop, hvor en billed- kunstner vejledte børnene i at male deres drømme. Senere blev dette til en udstilling på det lokale bibliotek. Derudover inspirerede filmen til et teaterstykke. 

Interview med Grete Nørkjær,  pædagog på fritidshjemmet "Ørnevangen"
v. Elisabeth Rygård
 

Grete Nørkjær:

"I første omgang - i den gruppe jeg viste den for - var børnene ca 6-9 år.De så hele filmen ud i eet , og det skulle nok have været lidt større børn, hvis den skulle have været vist ud i eet, fordi børnene snakkede en del undervejs.

De sammenlignede med deres egne oplevelser og kommenterede, mens de så filmen: :"Det er lissom din mor og far"," Det er lissom mig..." , og der skulle jeg virkelig lægge bånd på mig selv, for ikke at sige : Sch! Se nu på filmen! Jeg måtte virkelig huske mig selv på, at det er den måde børn ser film på, at de snakker imens..."

Mie 7 år, foto: Tomas Bertelsen

At standse båndet med filmen undervejs.

Grete Nørkjær:

"Men så var der en pædagog, der tog en
anden gruppe børn hen for at se filmen 
- samme aldersgruppe, som jeg havde vist
den for - men de gjorde så det, at de
stoppede båndet indimellem og hørte, hvad
børnene havde at sige...

Der havde børnene så fået tid til lige
at tænke lidt over det, der blev sagt i
filmen og snakke om det - og når så
børnene var klar, kunne de se lidt mere
af den. Det havde været en meget positiv
oplevelse - børnene kunne være
opmærksomme hele vejen.

Så det blev to helt forskellige oplevelser i de to grupper! Mange af de børn, der var med i den gruppe, hvor de stoppede filmen, de meldte sig også til projektet med at male senere.Et projekt med at male drømme."
 

Billedværksted med billedkunstner. 

Grete Nørkjær:

"Vi havde fundet ud af, at vi ønskede at lave et "Drømmeprojekt", hvor børnene kunne få mulighed for at male deres drømme. Det blev så til, at det skulle løbe af stablen i samarbejde med vores bibliotek og en billedkunstner Luna Panduro og  til det formål søgte vi så nogle penge gennem Kulturel Forvaltning.

Derefter inviterede jeg så samtlige fritidshjem i Allerød Kommune til at være med på sådan et malerprojekt. Men Luna Panduro, der skulle stå for projektet, havde et ønske om, at børnene skulle deltage alle dagene - over tre dage, men det kunne vi ikke helt holde - for børn idag, de skal jo så meget. Vi løste det ved, at vi lånte materialer med hjem til de børn, der ikke kunne komme hver dag.

Fra vores fritidshjem havde vi 2 pædagoger og l7  børn med. De fik en introduktion, hvor de først så filmen, og så delte Luna dem i grupper, hvor de skulle fortælle hinanden en drøm. Derefter lavede Luna billedværksted, hvor børnene først skulle tegne deres drøm , og bagefter så skulle de male stemningen i drømmen.

Til sidst har mange af børene så klippet figurerne fra deres første tegning ud og sat dem ind i maleriet med "stemningen". Det blev nogle spændende og dejlige billeder , som jeg filmede, da udstillingen blev åbnet."

Ditte 1o år, foto Tomas Bertelsen

Rum og respekt omkring barnet. 

Elisabeth Rygård:

"Hvordan var det for børnene at arbejde
med drømme?"
 

Grete Nørkjær:

"Det var faktisk ligesom når de arbejder
med eventyr, for hvert barn havde jo
nogle figurer med på billederne, som
nogle andre kunne genkende.Der kom en
hel dialog igang, det var i det taget 
bare så spændende.

Bare det at kunne tale sammen med hvert
barn om: Hvad oplever du? Det giver plads
og rum og respekt omkring alt det, hvert enkelt menneske egentlig indeholder inden i. Det var spændende både for dem hver især ,men også at de kunne sidde og lytte til hinanden..." 

Elisabeth Rygård:

"Hvordan har pædagogerne reageret på, at skulle snakke med børnene om deres drømme?" 

Grete Nørkjær:

"I starten? Ja, der var en enkelt pædagog som også syntes det kunne være smadderspændende at tage drømme op, men ellers i starten, der var sådan lidt med...Arh, hvad er det for noget pjat...

Men snakken om drømme og eventyr bredte sig hurtigt, så det er ikke så farligt mere...ja, og fantasi i det hele taget, det har bredt sig som inspiration til mange andre ting og projekter.

Børnene fordyber sig mere i de enkelte tegninger nu, vi arbejder meget med at børnene kan tegne hos os - det gør vi til hverdag, hvor børnene f.eks.laver en skitse af hvilken aktivtet, de kan tænke sig, og så sætter den op på opslagstavlen som forslag. Så de har været vant til, at de har skullet give udtryk for nogle ideer...men ikke til at fordybe sig i tegningerne.

Lea 8 år, foto af Tomas Bertelsen

Voksnes nærvær giver børn selvværd...

Elisabeth Rygård:

"Hvad sker der i børnene, når man
bringer det ind med drømme og fantasi?
Kan du som pædagog fornemme det`?"
 

Grete Nørkjær:

"Man får jo et meget tættere samvær med
et barn, hvis man viser det

interesse og viser, at man har lyst
til at lytte til, hvad det har at
fortælle...det giver en helt  anden
nærhed og selvværd for et barn, 
at få lov at få det råderum..."
 

Elisabeth Rygård:

"Og hvad giver det for den voksne, syns du?" 

Grete Nørkjær:

"Man bliver tvunget til at fordybe sig.Man oplever jo selv, at det er spændende, den historie, der kommer ud af det lille menneske der. Så det har en betydning både for den, der lytter og den, der udtrykker sig..." 

Elisabeth Rygård:

"Vi ved jo at børn er forskellige og oplever forskelligt - hvad så med de børn, der af een eller anden grund ikke har lyst til at male?" 

Grete Nørkjær:

"Der var nogle børn, der ikke havde lyst til at male .

Men ku I så tænke jer at bruge filmen på en anden måde ? spurgte jeg.

Ja, de kunne godt tænke sig at interviewe nogle børn i fritidshjemmet om deres drømme, sagde de. Jeg sagde så, de ku godt få lov at tage videokameraet, og så fik de et rum for sig selv, og så byggede de nærmest sådan et helt TV studie op med mørke og...stearinlys og stole og det hele, og så inviterede de forskellige børn ind.

Så skiftedes de til at være interviewer eller studievært, som de kaldte det, og så var der en der holdt kameraet, og der ku man godt se, at der har de ikke rigtig kendt til teknikken, (ler) man blir meget forvirret, når man sidder og ser den film ... kameraet svinger, men de har haft meget sjov ud af det, vi blandede os ikke. Når jeg ser nu, så har de ikke givet sig tid til at lade børnene fordybe sig i fortællingen, de har haft for travlt med at komme videre og få tingene overstået (ler)...Men vi har også planer om at lave teater i fremtiden med inspiration fra  drømmene."

Mie 7 år : "Jeg drømte jeg var på
en øde ø og jeg var i nattøj,jeg kunne
ikke svømme.Det blæste og stormede
og
regnede.
Jeg blev ret bange.

Børnene kommer selv med forklaringer på deres drøm , hvis de har lyst.
 

 Elisabeth Rygård:

"Hvordan har børnene reageret indbyrdes? Har børnene været generte over at fortælle om deres drømme ?" 

Grete Nørkjær:

"Overhovedet ikke...men det er meget...forskelligt, hvad der sker inden i os." 

Elisabeth Rygård:

"Har I haft en diskussion som pædagoger om, at det var vigtigt at lytte til børnene - i stedet for at give sig til at fortolke og sige: jamen det handler nok om det eller det?" 

Grete Nørkjær:

"Der har været til tilløb til at folk har haft nogle bøger derhjemme med drømme og sådan noget, men så har jeg sagt: Jamen det er ikke det, det handler om. Det handler ikke om, at vi skal...vurdere, hvorfor børnene drømmer sådan. Det spændende er at få dem selv til at lave nogle over-vejelser, der har de jo mange gange selv kommet med nogle forklaringer...

"jeg drømte sådan, og det var fordi ..."

Det vigtige for os som voksne er at lytte til børnene, at være sammen med dem og selv at være åben over for at snakke med børnene om deres proces.

Jeg tror det er meget individuelt, hvad voksne vi selv vurderer udfra.Jeg viste f.eks.filmen for nogle voksne jeg kender, og det var tydeligt , at hver så filmen ud fra deres egne individuelle erfaringer....Der er mange drømmebøger

( ler )...men jeg tror slet ikke man kan bruge de drømmebøger til at analysere andres drømme...

Lea 8 år:" Jeg drømte engang, at der kom en
kæmpe og så skræmte han alle mennesker væk.
Så sagde jeg til kæmpen, at det skulle den ikke.
Da blev kæmpen sød, da blev jeg også gode venner 
med den.

Vores præstationsangst som pædagoger kan ødelægge oplevelsen.

 
Elisabeth Rygård:

"Skal man være en slags ekspert i drømme for som pædagog at tage det op med børnene? " 

Grete Nørkjær:

"Overhovedet ikke! Det , der kræves er, at man giver barnet rum... og netop ikke selv har nogen ambitioner om, hvad  jeg  selv som pædagog vil have ud af det ...den holdning, vi blev opdraget på seminariet, at vi skal først have nogle mål - og så skal vi fortælle, hvordan vi vil nå de mål. I stedet for skal vi sige : Nu giver vi barnet rum  - og så kan man se, hvor det fører os hen... 

Det er meget vigtigere....at prøve at være opmærksom på nuet, hvad sker der med barnet her og nu.? Jeg vil sige den bedste måde at være pædagog på, det er at kunne være sammen med og dokumentere, hvordan barnet når der hen, i stedet for at skubbe det hen et sted.

Selve processen...og den ro og den samhørighed, man kan have under processen...den er i virkeligheden meget vigtigere for barnet. Altså man må lægge sig egne ambitioner væk og sige : Jeg skal ikke ud og vise noget her bagefter...min ambition må være, at barnet selv finder den vej , hvor det har behov for at gå..." 

Elisabeth Rygård:

"Hvad nu hvis børnene pludselig kommer ind på, at de måske har det dårligt hjemme..." 

Grete Nørkjær:

" Jamen altså...Det er jo uanset om man arbejder med drømme eller ej, så kommer man jo ud for ting, hvor børn de fortæller om  noget, der kan være svært for dem - det kan være hjemme eller i skolen eller i fritidshjemmet...snakken om drømme giver mulighed for at børnene kan udtrykke sig  ...det eneste man kan gøre ,det er at være der..."

______________________________________________________________

I " Børn og Uge " 29 Okt. 1996  var både et interview med instruktøren og en artikel om projektet - af Jannik Preisler. Her et uddrag:
 

"Værdien i det hele er, at børnene får sat ord på deres drømme og reflekterer over deres egne og kammeraternes ord, ikke at andre går ind og fortolker deres drøm." 

"Grete Nørgård fortæller, at hvor pædagogerne på institutionen tidligere har været meget fokuseret på, at børn skal kunne skelne mellem, hvad der er fantasi og virkelighed - er skellet ikke så vigtigt mere. Følelserne bliver nemlig lukket af, hvis man forlanger det af børn.
                                                                
                                                                  Jannik Preisler

______________________________________________________________

Pjece til " Mine Drømmes Hus.

        Inspirationshefte om fantasi og drømme af Elisabeth Rygård
 

Hest tegnet af Kenan Brysch

Livsglæde, fantasi og drømme.
             

   Jeg har altid været forbavset og bevæget over den
utrolige fantasi, som børn kan udfolde. Næsten alle
børn kan fortælle historier, digte videre på virkeligheden
- filosofere frit over, hvordan tingene mon er indrettet?

   Som voksne har vi desværre tit tabt tråden til vores
egen fantasi. Den fantasi som får barnet frem i os 
- med dets legende sider, gå-på-mod og spontane
glæde ved at være til. I det stive skolesystem  jeg selv
blev opdraget i - mange år tilbage - var der ikke meget
plads til fantasien. Den blev betragtet som noget besværligt - som noget, der skulle holdes i ave og ties stille med -  til det blev frikvarter. Fantasien hørte ikke med til " virkeligheden".

    Allerede som barn tænkte jeg :" Pokkers også ! Jeg vil være skolelærer, når jeg bliver stor - for så vil jeg i hvert fald undervise børn på en spændende måde..."

Jeg oplevede det som et stort tab, at fantasien blev sat i skammekrogen i skolen. Det var som om en meget værdifuld del af ens udtryksmuligheder blev usynliggjort.

    Heldigvis har det danske skolesystem og pædagogikken ændret sig en hel del siden. Idag er der større åbenhed hos mange pædagoger og lærere for at tage udgangspunkt i børns engagement og fantasi. Alligevel er det overordnede synspunkt desværre stadig, at "boglig lærdom" ikke indebærer et ligeværdigt arbejde med krop, følelser og intuition.
 

Hovedet på bittesmå ben.
 

    Som forberedelse til at lave denne film, talte jeg med ti børn, der gik i forskellige "anden klasser"  dvs. de var 8-9 år. Det slog mig bagefter , at hoveder spillede en mærkelig og fremtrædende rolle i næsten alle drømme hos disse børn.

    En glad og aktiv pige på 9 år  fortalte f.eks., at hun drømte, at hun mødte et kæmpehoved på bittesmå ben. Hun ville løbe væk fra det store hoved, men det forfulgte hende, og pludselig røg hun ned i en skakt, hvor der var en fabrik med samlebånd. Her på dette samlebånd blev alle lavet om til hoveder! Hun fløj op igen og tænkte :Pyha , jeg slap! Men i det samme kiggede hun sig i spejlet og opdagede  til sin rædsel, at hun selv var blevet til eet stort hoved! 

    De andre børns drømme om hoveder afskåret fra kroppen var også uhyggelige. Selvfølgelig kunne det være et tilfælde. Måske havde netop de børn set en gyser med et hoved ? Men børnene gik i forskellige " anden klasser", og deres væsen og temperamenter var vidt forskellige.

    Jeg kunne ikke lade være at få den tanke, at måske netop i anden klasse i vores skolesystem, når det nye spændende ved skolen er overstået, så starter der en alt for ensidig indlæring via hovedet og intellektet. "Hoveddrømmene" kunne måske ses som børnenes måde at prøve at komme i dialog med den forsømte krop og fantasi på ?

    Der ligger et uendeligt brændstof gemt i børnenes fantasi, i deres følelser og kroppe. Og det kunne være spændende, hvis den enkelte pædagog kunne finde nye veje til aktiviteter, der inddrog børns krop, sanser, intuition og  fantasi.

Elefant, Kenan Brysch

FANTASIENs energier  forsvinder  ikke.
 

   Når fantasi, det personlige udtryk og de dybt
personlige følelser ikke får lov at komme frem i
hverdagen - i skolen eller i hjemmet på legende,
konstruktive måder, så har fantasien en tendens til
at gå under jorden .F.eks. kan den vise sig i meget
kreative måder at destruere på. Hærværk, mobning,
mavepine mv. kan ses som strategier for at overleve
kedsomhed og mismod. Det samme gælder urolige børn,
der larmer for at irritere og for at komme i centrum.
De bruger i høj grad deres fantasi
- bare på en uhensigtsmæssig måde.

  Fantasien lader sig ikke udrydde, den forvandler sig bare.

  Hvordan kunne vi inspireres til at forstå lærdom ud fra hele menneskets talentmasse ? Hvordan kan vi give børn redskaber til at holde sig i kontakt med deres krop, sanser og fantasi ?


"DET KAN JEG IKKE!" -  går i arv
.
 

    Der ligger det problem, tror jeg, for mange voksne, at vi kan føle os helt " tomme" , når talen falder på fantasi .

    Mange har nemlig en eller flere sørgelige historier bag sig, hvad angår kreative udfoldelser, da vi var børn. Konkurrencefilosofien og en udvendig målestok har taget glæden grundigt væk for mange i skoletiden. " Du har ikke en tone i livet!" "Det du tegner, det ligner ikke" osv. osv. Tankeløse udtalelser fra lærere eller forældre, der fører deres eget mindreværd videre til nye generationer.

    Når skabende processer går  i gang, og børn f.eks. arbejder med at male eller synge, så er det dræbende at gå ind og vurdere ud fra fastlagte modeller, point og målestok.

    Målet må være processen - at være opmærksom og nærværende i den sammen med børnene. At åbne - i stedet for at lukke. At rumme i stedet for at præstere.

Enhver, der selv er gået i gang med at skabe, har oplevet hvilken dyb glæde, man kan komme i kontakt med. En glæde, der intet har at gøre med at måle sig selv med andre, men en glæde over at man via de skabende udtryk kan åbne for de  dybest set, tror jeg, universelle skabende kræfter.

    Hvorfor føles det dejligt at synge en sang ? At male et billede ? Som voksne må vi give plads til børns følelser og fantasi. Men vel at mærke børnenes egen fantasi - ikke at forveksle med "underholdning".

Krabbe, Kenan Brysch

Fantasi kan ikke købes.
 

   Det samfund, vi lever i, har opbygget en forestilling
om, at fantasi er det samme som  "underholdning"
- noget man kan købe sig til. Noget man passivt
modtager fra en industri. Det oplever jeg er en tragisk
misforståelse.

   Verden kunne efter min mening blive et sjovere sted
at opholde sig i for både børn og voksne, hvis vi som
voksne kunne se fantasiens kvaliteter hos os selv og
andre. Hvis vi selv gav den plads og opmærksomhed,
så skal der ikke meget til at den kan udfolde sig og
blomstre.

    I  de oprindelige kulturer - det, vi nedladende kalder primitive samfund -  der ville man undre sig meget, tror jeg, hvis et menneske hævdede, at det "ikke kunne tegne". Hvis man har en hånd, man kan bevæge, hvorfor skulle man så ikke kunne udtrykke sig gennem at tegne? Hvis man har en krop, der kan bevæge sig, hvorfor skulle man så ikke kunne danse?

    Uanset at man som voksen måske føler sig usikker over for, hvordan man kan finde måder at udtrykke sin egen fantasi på, så kan man altid være åben og lyttende over for børnenes udtryk - de har masser at give af.
 

DrømmeNES BILLEDER .
 

    I den hektiske hverdag mange børn oplever , mangler der pusterum, der kan give mulighed for ro og fordybelse. Der mangler rum for "at kede sig" , hvor voksne eller børnene selv kan skrue ned for hektiske aktiviteter rettet mod forbrug.

   Med en film som "Mine drømmes hus", der handler om børns drømme og liv, er det  mit håb at kunne  inspirere pædagoger og lærere til at gå indad og lytte  - og til at lære børnene at lytte. Ikke for at få  logiske svar  eller for at fortolke, men for at hvile i en oplevelse. For at brede den ud, nærme sig via sanserne og intuitionen.
 

Skal man være ekspert i drømme?
 

   Alle mennesker drømmer hver nat  - ( i syv tempi i følge videnskaben).

    Men ikke alle kan huske deres drømme, eller har lyst til at fordybe sig i dem som en vej til viden om det ubevidstes arbejde.

   Adgangen til vores indre kræfter og fantasi kan åbnes på mange måder - drømme kan være een af dem. Nogle har en spontan tilgang deres indre fantasi og kræfter via øret eller kroppen eller det visuelle. Oftest har vi måske en blanding, hvor een vej alligevel forekommer mere spændende eller naturlig for os at bruge end en anden. 

   Med udgangspunkt i drømme kan man lave historier, teater, danse  - synge, tegne eller male. Eller måske bare fundere.

    Som når man kigger i skyerne, der driver på himlen og ser figurer , så er de figurer ens egne indre billeder. På samme måde kan drømmenes skikkelser ses som ens egne indre figurer.

Alt hvad der kræves af den voksne for at åbne for børns fantasi er ønsket om det, tror jeg. Ud af det springer muligheden for en meningsfuld kontakt og dialog børn og voksne i mellem. En dialog, der kan give plads til både hoved, sanser og krop.

Prikket panter, der danser, Kenan Brysch

Drømme -  gennem tiden.
 

    Drømme har spillet en vigtig rolle i alle kulturer.

    I de religioner, der dominerer vores verdensdel
( kristendom, jødedom ) optræder drømme og
åbenbaringer som afgørende for at kunne komme i
kontakt med det universelle .F.eks. Marias
bebudelse, hvor englen viser sig for hende for at
fortælle, at hun skal føde et guddommeligt barn.
De tre vise mænd, der så stjernen over Betlehem,
som et tegn på Jesus fødsel. Den stige Jacob så
gå op i himlen i sin drøm.  

    Men også i andre kulturer har drømme en mytisk status og forbindes med den åndelige verden og magi: " Drømmetiden "  kalder den australske urbefolkning de gamle dage, hvor deres forfædre levede.

   Det fortælles af en antropolog , at Senoi-folket , der havde et meget fredeligt samfund uden psykiske sygdomme, at de brugte drømme på en speciel måde.Hver morgen samledes man og berettede om nattens drømme. Hvis een havde haft en farlig drøm , f.eks. at han blev forfulgt af en tiger i drømmen, så blev han opmuntret til at vende sig rundt og i den næste drøm at stirre tigeren i øjnene. Antropologen mente, at stammens psykiske velvære og balance var en følge af deres daglige kontakt med og dialog med drømmene.
 

Drømme i moderne tid
 

   Omkring industrialiseringen i de vestlige lande opstod  Freuds banebrydende teorier om det ubevidste. At vi mennesker har kræfter i sjælen, vi ikke er bevidste om - kræfter der kan udløse både krig og kærlighed.

    I feudale samfund, som jo eksisterer mange steder på jordkloden idag, har samfundet og den enkelte en " vi-bevidsthed". Det enkelte menneske er på godt og ondt underlagt fællesskabet, og den enkelte person forventes ikke at skulle stå alene som et  isoleret "jeg", der skal skille sig markant ud. Et stærkt og afgrænset "jeg" kræves ikke på samme måde, som de vestlige kulturer i dag forlanger det af hver enkelt.
 

KRAVET OM ET ADSKILT " JEG"
 

   I det moderne industrialiserede samfund mødes allerede det lille barn med krav og opmuntring om at blive " selvstændig". Dvs. en forberedelse på, at det moderne samfund ønsker individer, der har et adskilt, stærkt afgrænset, selvstændigt og præstationsorienteret " jeg." Dette " jeg" skal kunne tage beslutninger alene, stå alene økonomisk osv.

    Denne proces fra det feudale samfunds " vi" - til det industrialiserede samfunds krav om et  meget adskilt " jeg"  - denne proces foregik og foregår stadigvæk - og ikke uden store smerter.

    Freud talte om " kulturens byrde" . Han så neuroser og psykiske vanskeligheder som en omkostning det moderne menneske måtte betale, fordi det enkelte menneske skal være så selvstændigt, intellektuelt og "konkurrencedygtigt" Følelserne og kroppen betaler prisen .

    Vi bliver let omvandrende " hoveder", hvor krop og instinkter er blevet spaltet fra og trykket ned i mørke. Tankerne kommer til at leve deres eget liv - hvor de fleste af os det meste af tiden befinder os tvangsmæssigt i tanker om fortiden eller fremtiden. Ikke kun kroppen lider i vores tid under den ensidige fornufts regimente. Sjælen har det svært - den går under jorden og bliver usynlig.

     Når dagligdagens drømme hovedsagelig bliver rettet  mod kun ydre mål som penge og berømmelse, tørrer mulighden for et  dybere selvværd ud, tror jeg.

    I de vestlige samfund er det penge og profit, der styrer stadigt mere private områder - og banksproget rækker helt ind i det intime følelsesliv : "Kan det betale sig at investere i et parforhold" - " man skal have check på sine følelser".

    For mennesker idag bliver karriere ofte fremstillet som et mere vigtigt mål, end at man kunne leve et liv med livsglæde, fri til at være sig selv - med kærlighed til og respekt for andre.
 

DRØMMe - "KONGEVEJEN " til det ubevidste.
 

    Freud kaldte det at fordybe sig i drømme for "Kongevejen til det ubevidste".

Han opdagede, at der i det ubevidste gemte sig en form for energiophobninger. En slags gamle chok og forsvar, der for længst er glemt af det bevidste, voksne menneske. Disse ophobninger sidder i sjælen og tapper energi fra mennesker i vågen tilstand, idet det igen og igen kommer til at gentage gamle, destruktive mønstre uden at vide hvorfor.

   Freud kaldte disse ophobninger for "komplekser" - han talte f.eks. om et mindreværdskom- pleks. Han opdagede, at et mindreværd kan sidde og forgifte sjælen, men at det er helt uden for rækkevidde for det vågne individ.(Andre kan ofte mærke, hvor ens mindreværd sidder).

    Ved at lægge mærke til f.eks. sine drømme eller fortalelser kan man måske få problemet op til den vågne bevidsthed og tage sine mørkere sider til sig i det vågne liv - i psylogiske sprogsprog : integrere de fraspaltede " mindreværdige" sider.

Dybhavsfisk, Kenan Brysch

UBEVIDSTHED
 

   Først og fremmest opdagede og viderebragte
Freud en viden om, at noget i mennesker
overhovedet kan være ubevidst. I dag bliver det
ord tit misforstået."Det er bare ubevidst" kan man
høre nogen sige .Men det ubevidste er efter min
oplevelse ikke " bare". Det er et overvældende stort
og ukendt landskab.

    Når det ubevidste tager føringen i et moderne
samfund (som f.eks. Tyskland i 3o'erne),  så bliver
det tydeligt, at de kræfter, der arbejder i mennesker
-  i det ubevidste - men som bliver set som
udefrakommende -  kan være ekstremt destruktive.

    Den nulevende psykoanalytiker Alice Miller har i bogen " I begyndelsen var opdragelsen"  påvist , hvordan Hitler i Det Tredje Rige minutiøst genskabte sin eget barndomshjems voldelige og sadistiske atmosfære.
 

MOBNING
 

    Den autoritære og ukærlige opdragelse Hitler delte med mange andre i datiden, Tysklands kollektive ydmygelse efter tabet i Første Verdenskrig og den store arbejdsløshed, gav plads til at en kollektiv fortrængning og fælles "opblæsthed".

    Smerten kunne enkelt sagt lindres ved en slags storhedsvanvid , der placerede alt " det forkerte" på syndebukke. Nazismens rædselsregimente udspillede sig i en ufattelig målestok, men den samme mekanisme  : at man tror man kan lette sin egen smerte ved at påføre andre den, ser vi udspillet hver dag . Den kan udspille sig i klasseværelser, på arbejdspladser og i hjemmet.Ledere i det små og store kan lede ud fra " opblæsthed" om sin egen eller nationens  eller religionens "ret til herredømme".

   Ubevidst og tvangsmæssigt ønsker vi at give vores egen smerte videre -  at skille det forkerte ud ved at finde syndebukke, medmindre vi  får inspiration, muligheder og redskaber til at gøre de ubevidste kræfter bevidste.

En lagkage, Kenan Brysch

Jung og arketyperne.
 

Gustav A. Jung gik videre med Freuds arbejder
og fandt frem til det, han kaldte det
"kollektivt ubevidste".

   Det kollektivt ubevidste optræder i form af
bestemte forestillinger og mønstre i det ubevidste:
arketyperne
. Mønstre, vi mennesker måske har
med os helt fra vores lange udviklingshistorie
tog sin begyndelse .

   Jung studerede gamle kulturer og religioner i
mange samfund - også i Østen  - og han fandt, at
der var forbavsende ens forestillinger om sjælens
skikkelser, livet og døden  -  på tværs af kulturer. Myter og symboler er urmenneskeligt gods - og arketyper optræder i historier, billeder, sange og forestillinger om sjælens rejse fra fødsel til død. Riter vi næsten har mistet forbindelsen med i de industrialiserede, materialistiske kulturer.

   F.eks. forestillingen om den store moder - knyttet til frugtbarhed og jord, som vi kender fra den lille statuette : Venus fra Willendorff ( det ældste fund i Europa) ,  Ægyptens Isisgudinde,  den tyrkiske Kybele - og videre i den græske mytologi, hvor den store moder er fordelt på flere gudinder. Endnu idag genkender vi denne moderarketype ( forestillingen om den store moder ) i skikkelse af Jomfru Maria.

   Jung gik også dybere i drømmene vedr. at iagttage de forskellige energier, der er på spil .Han opdagede,  hvordan vores skyggesider manifesterer sig i drømme, ligesom han iagttog de dynamikker, der er på spil i forhold til vores kønsroller.

    Jung kaldte de kvindelige dynamikker i manden for anima  - og kvindens  maskuline dynamikker for animus-  bestemte energimønstre, der arbejder dybt i ubevidste - og som  ofte er ude af balance i samfund, hvor f.eks. de kvindelige sider regnes for mindreværdige.
 

DRØMME ARBEJDER MOD  BALANCE
 

   Riter er opstået omkring fødsel, seksualitet og døden. Men i Vesten har vi ofte mistet kontakten til at livet er et mysterium, og at kosmos gemmer sig i den enkeltes psyke.

    Mennesker i den moderne verden bliver syge, fordi vi har mistet kontakt med vores egen sjæl, siger Jung et sted. Jung påpegede, at psyken altid vil prøve at skabe balance. Derfor kan der ligge en i sig selv helende proces i at lytte til sine drømme .

   Det ubevidste i os mennesker stræber mod helhed, og vores eget ubevidste vil så at sige arbejde " med" på en udvikling, hvor gamle stive forsvar og  måske forvrængede forestillinger om os selv og verden kan forvandles. Men denne ny oplevelse kan aldrig blive en " vare" , vi kan forvente ved at "præstere " alene med vores viljeskraft ,logik og dagsbevidsthed.

   I følge Jung  må vi turde begive os ud i uvisheden med ydmyghed og møde den skurk eller heks i vores indre,  vi ikke ønsker at vedkende os i vågen tilstand.

   Som helten i eventyret skal igennem prøvelser og fristelser , således kan vi mennesker kun forvandle os ved at give det foragtede i os selv opmærksomhed. Som i alkymien kan det at finde skatten - dvs. forvandlingen først ske,  når det udstødte hentes ind og får  kastet lys på sig.

   Jung og Freuds veje skiltes, da Jung ikke kunne støtte Freuds teori om, at den seksuelle energi er den eneste afgørende. Jung mente, at der udover den seksuelle energi også var nedlagt en søgen i mennesket mod en åndelig dimension - udsprunget af livets mysterier.

    Jungs arbejde , oplever jeg , med hans viden om drømme og de to store drivkræfter,der præger menneskers livsproces, har åbnet døren endnu en smule videre på klem til vores viden om det ubevidste - og om drømmenes sprog. 

                                                                                                  Elisabeth Rygård Maj, 2ooo.