New Page 1

Kort om handlingen

En 5 årig pige, en dreng på 1o år - og en pige på 15 år klipper hver deres historie ud i papir og digter en historie undervejs. Billedkunstner Søs Brysch giver gennem sine klip børnene inspiration, viden og teknikker til at udtrykke sig i papirets form.

Vist på DR - TV mange gange. Vist på turne, hvor Søs Brysch og Elisabeth Rygård stod for et arrangement for børn og voksne - med oplæg, lysbilleder, filmforevisning og undervisning i papirklip i klippeværksted ledet af Søs Brysch. Støttet af Kulturfonden.

Kan lånes på biblioteker.

Filmen henvender sig både til børn og voksne. ( Evt. forældre og børn sammen.)

Filmen kan evt. tilbydes sammen med lysbilledforedrag: "Æstetik og liv" -

og klippeværksted ledet af Søs Brysch.

Emner: Hvad gør, at vi kan få lyst til at lave billeder ? - Hvordan finder vi vores eget originale udtryk ?

Film og Klippeværksted

Med filmen : "Saksens Billeder " gav kulturfonden 1991 støtte til en turne i Jylland til kulturhuse, biblioteker og seminarier. Søs Brysch og Elisabeth Rygård stod for et arrangement for børn og voksne - med oplæg og lysbilledeforedrag om rum, filmen

" Saksens Billeder" og undervisning i papirklip i klippeværksted ledet af Søs Brysch.

Uddrag fra pjecen til "Saksens Billeder"
af Søs Brysch og Elisabeth Rygård

Måske er billedsproget det ældste sprog.

Det at kunne sige frit, hvad man tænker og mener, oplever vi som en betingelse for, at vi trives - kan føle os levende. Men med ytringsfrihed tænker de fleste på ord.

Billeder, former og farver udgør også et sprog. Et sprog, hvor følelser og forstand kommer til udtryk i de linjer og figurer, vi skaber. Billedsproget er måske det ældste sprog ?

Ligesom musik og dans fortaber dets oprindelse sig mange tusinde år tilbage. Men dengang - som nu - forstås det på tværs af landegrænser og alder. Billedsproget griber det " usigelige" - der hvor vi går ind i andre lag og i en anden dimension af tilværelsen.

Kunne arbejdslivet blive mere inspirerende ?

Hvis et barn i skolen ikke kan læse eller regne, så kommer man farende med alle slags foranstaltninger for at hjælpe det. Alle kan blive enige om at det barn er i vanskeligheder og skal hjælpes så godt som muligt.

Anderledes hvis et barn simpelthen nægter at tegne, danse eller bruge sin krop. (...) Et barns kreative evner regnes ikke for noget særligt i vores uddannelsessystem.

Den personlige historie

Mange af os holder op med at tegne og male i en tidlig alder. Og det er der gode grunde til.Vi har alle en personlig historie - også hvad det skabende angår.

De fleste historier handler om nederlag. Mange har fået udleveret en lineal i tegnetimerne, eller fået at vide, at man ikke måtte sætte blåt eller grønt sammen, det var " grimt", eller at den figur man formede " slet ikke lignede ".

I sang fik man måske at vide, at man var " brummer" - og i gymnastiktimen fik man ( hvis man var dreng) besked på at rette ryggen - og ( hvis man var pige) besked på at trække maven ind og sætte tåen først.

Tilbage sidder hos mange af os en navnløs ulyst til selv at skabe vores udtryk.

Folkelighed og folkelighed er to ting.

Det folkelige er blevet mærkat på en vare, der skal nydes passivt og uden engagement af nogen slags ( undtagen pengepungen).Sådan har det ikke altid været. For blot nogle årtier tilbage betød folkelig, at mange folk selv gjorde "noget" - selv skabte rammerne for fællesskaber og inspirerende udtryk. (...)

Det at udtrykke sig i billeder er blevet noget eksklusivt - noget, vi overlader til " eksperter" : reklame og design, TV, kunsthåndværk, film og maleri. De få anerkendte eksperter og kunstnere anbringes ofte på en piedestal. Men ligesom der ved en alt for kultlignende beundring gemmer sig en afstandtagen , så bunder den overdrevne beundring i mangel på spontan indføling og indlevelse. (...)

GUL OG RØD

"En lille dreng på 2 år sidder og tegner. Hans mor sidder ved siden af.

Drengen e r meget optaget af biler og han tegner dem igen og igen. Samtidig griber han hele tiden de sorte , lilla og blå farver.

Da han har tegnet et stykke tid, spørger hans mor ham, om han ikke kunne tænke sig at bruge de gule og røde farver også ? Han ryster på hovedet :

"Nej, - for jeg kan ikke lide gulerød!"

Anmeldelse

Med over skriften : " Billeder klippes med en saks" anmelder
Birgit Brunsted filmen i Det fri Aktuelt Nov. 1991 :

" Ritsch-ratch siger saksen i papiret, mens de tynde ben åbne og lukker sig, og lader papiret folde sig ud i en hare, et grantræ, en fugl, en dansepige - og langsomt forvandler saksens lange storkeben sig til en rigtig stork, som stiger op i himlen til svimlende højder.

Fantasien, drømmen, alle sjælens og dagligdagens billeder kan også forløses med en saks(..)Drengen fortæller om elefanten Babar, som drømmer sig tilbage til Indien, vi ser ham ride af sted på en elefant, og så er vi tilbage ved bordet, hvor han klipper den flotteste sorte elefant med en hvid rytter: han laver et billede af sin drøm.

Den unge pige ser vi foran et spejl, hvor hun beskriver sit udseende og fortæller om sig selv: " jeg elsker at snakke". Og så klipper hun i papir, hvordan hun oplever sig selv: et stærkt ansigt med grønne øjne, kraftige øjenbryn og karakterfuld mund.

Således er der mange billedlag i filmen - billederne vi har omkring os, dem vi har i hovedet, og dem vi gerne selv vil lave.

   " Nogle vil selvfølgelig kalde det virkelighedsflugt - men det at åbne sig og kigge ind i sig selv og kontakte sine sanser er det modsatte.Og så handler det om at få fat i teknikken til at udtrykke det " siger Søs Brysch.(...) "Vores film er et lille stykke kulturpolitik, en vision - dem er der ikke så mange af for tiden ", siger Elisabeth Rygård.


                                                                   Birgit Brunsted